Nederlagets dag

Valentine's day. Hip hurra.
Så længe jeg kan huske har det altid været den dag man blev mindet om hvad man mangler på kærlighedsfronten og jeg har altid ment den dag var latterlig og unødvendig.
"Aaah, det siger du bare fordi du er single. Bare vent til du får en kæreste"
OKAY, GODT SÅ.
Jeg har fundet mig en lille fin kæreste som jeg har været sammen med i over et år nu og guess what?! Jeg hader stadig denne lorte-mærkedag!
Nu er jeg ikke længere nede over at jeg skal sidde alene fordi jeg ikke har nogen at være sammen med, nej nu bliver jeg emo fordi ham jeg aller helst vil bruge dagen (og alle mine andre dage) med ikke har tid til at ses med mig. LIGESOM SIDSTE ÅR!

Og det værste er jeg ikke kan fortænke ham i det. Han går så godt som SLET IKKE op i den her møgdag, og det gider jeg heller ikke, men når man bliver droppet på valentine's day af sin kæreste til fordel for hans venner, ja sår gør det altså lidt ondt i hjertet på mig.

Hvis det nu bare var en normal søndag ville jeg bare sidde og kedde mig normalt, men nu sidder jeg her og kedder mig MED et tungt hjerte, fordi han har andet at bruge sin søndag på end mig.
Patetisk.

Tak latterlige mærkedag, tak.